Barnets behov

Det er vigtigt at tage hensyn til barnets alder, når I aftaler samvær efter skilsmisse og brud i familien.

0-9 måneder: Spædbarnets behov

For det spæde barn er der helt særlige hensyn at tage, når I aftaler samvær.


I de første måneder af livet vil barnet typisk knytte sig til en primær omsorgsperson, som giver barnet nærhed, omsorg og opmærksomhed. Ofte vil den primære omsorgsperson være barnets mor, som har båret barnet i ni måneder og måske også ammer barnet. At være væk fra den primære omsorgsperson er utrygt for barnet, så længere tids adskillelse bør begrænses.

Selvom et barn på denne alder er hos sin mor, kan faren sagtens have samvær med barnet. Overvej, at aftale korte men hyppige besøg, så faren kan være sammen med barnet og følge dets udvikling.

Hvis I er i tvivl om, hvordan I vil aftale samvær for jeres spædbarn, kan I kontakte statsforvaltningen.



Kilder: Statsforvaltningens brochure 'Samværsguide', netsundhedsplejersken.dk og voresborn.dk